Voldens stemning: Om Hurricane Season af Fernanda Melchor
Heksen er død. Hendes krop rådner i kanalen. Ansigtet vender op mod himlen, og et stivnet smil har fæstnet sig på hendes læber. Slanger kredser rundt om det, der nu mest af alt ligner en maske, der er ved at gå i opløsning. Hun har et gabende sår i hovedet og adskillige stiksår i halsen. En grib svæver dovent foroven, den følger nysgerrigt med kroppens langsomme rejse ned ad kanalen og venter. Kroppen flyder ned langs kanalen som en anden Ophelia, eller en Medusa, sådan som slangerne danser om heksens hoved. Alligevel siger folk, at heksen ikke er død. De siger at lige inden det sidste fatale knivstik, nåede hun at forvandle sig til et dyr og forsvandt i skoven. De siger, at en heks ikke kan dø.
Et heksemord i en fattig mexicansk flække. Sådan begynder den mexicanske forfatter Fernanda Melchor sin roman Hurricane Season. Det er en rå og kompromisløs roman. Her hersker kaos. Stemningen er trykket, luften er mættet, orkansæsonen er på vej. Karaktererne svimler i varmen, i fortættede tåger af druk, stoffer og vold. Et hvilket som helst klarsyn om begivenhedernes sammenhæng fortaber sig i den kollektive bevidstheds hang til rygter, sladder og myter om sort magi:
”De siger, at det er varmen der har gjort de lokale sindssyge, at det ikke er normalt – maj måned og ikke en dråbe regn – og at det trækker hårdt op til orkansæsonen, at det må være en ond ånd, forbandelser, som står bag alt det dystre: halshuggede kroppe, lemlæstede kroppe, kroppe, der er blevet dækket til, kommet i poser og smidt i udkanten af byen” (egen oversættelse).
Hurricane Season er en fortælling om et lille samfund på randen af afgrunden, og om et enkelt mord. Men det er også en større fortælling om, hvordan machismo, vold og kvindedrab hærger visse dele af Mexico.
Sidste år blev 3.800 kvinder dræbt i Mexico, hvoraf 1.000 er klassificeret som kvindedrab. Flere bliver aldrig registreret. Det er en overvældende, uoverskuelig vold, som flere latinamerikanske forfatter tager op. Den afdøde chilenske forfatter Roberto Bolaño dedikerer i sin 900 siders mammutroman 2666 (2004), næsten 300 sider til disse kvindedrab. Heri gennemgår han sagerne en efter en i korte passager skrevet i en stil, der minder om politirapportens nøgterne format. Senest, på engelsk, den Argentinske forfatter Selva Almada, som er aktuel med Dead Girls (2020). Almadas roman er en genrehybrid af journalistisk fiktion, hvor hun forsøger at rekonstruere tre kvinders liv og mord i 1980erne. Med Dead Girls gør Almada oprør mod de glemte sager og de glemte kvinder, og tvinger deres skæbner og liv tilbage ind den fælles hukommelse.
I stedet for nøgterne gennemgange eller journalistisk detektivarbejde, lader Melchor sig, og sine læsere, forvilde ind i landsbyens grumsede univers. På den måde bliver romanen et portræt af en landsby i forfald. I Hurricane Season må du selv finde vej gennem en orkan af stemmer, der kommer med modstridende og subjektive beretninger om tingenes gang. Her er læseren prisgivet, tvunget til at gisne og gætte om sandheden på niveau med de øvrige karakterer.
I ly af natten
Hurricane Season er optaget af at indfange den atmosfære af vold, der raser i landsbyen—voldens stemning—for volden infiltrerer alt i Hurricane Season. Det er ikke nødvendigvis de eksplicitte voldshandlinger, Melchor bruger til at skabe en stemning af vold, selvom de uden tvivl er en del af det. Det handler om Melchors evne til at fremskrive en ulmende, truende atmosfære, hvor man fornemmer, hvordan en tur ned ad gaden i landsbyen sagtens kan føre een i grøften. Der hviskes om mord og bortførelser, om mænd, der gør “onde, onde ting” ved kvinder. Som Norma, en af romanens fire hovedpersoner, en 13-årig pige, der er på flugt fra sin pædofile stedfar, og som ender i landsbyen, får at vide:
”[han] tog hendes hånd og klemte om det og hviskede til hende, at hun ikke skulle pege, at hun måtte aldrig, aldrig pege på de mænd; hun havde været klog i at løbe væk fra dem, fordi alle vidste, at ham den blonde med hatten var en narco. Hans navn var Cuco Barrabás og han bortførte ofte piger bare for at gør skade på dem… han gjorde onde, onde ting ved kvinder, syge ting, som drengen ikke vil kom mere ind på nu” (egen oversættelse).
Drengen fortæller aldrig mere om narkobaron Cuco Barrabás, og det gør romanen heller ikke, men det findes, som et mørkt bagtæppe der tynger landsbyens og romanens karakterer.
Centralt i virvaret, og det der binder det hele sammen, toner en enkelte skikkelse frem: Den sagnomspundne heks. Heksen er et uoverskueligt tætvævet narrativt knudepunkt, hvor romanens mange tematiske tråde og fire hovedpersoner støder sammen og filtres ind i hinanden. På en måde står heksen i forlængelse af volden. Som narkobanderne er heksens inderste væsen gemt bag et slør af rygter og ubekendte. Måske er hun et modsvar til volden. En slags logisk eller strukturel nødvendighed. Sagt på en anden måde, en nødvendig mytologi, der kan forklare landsbyens mange ulykker, og derfor står i en tvetydig relation to volden.
Heksen er et samlingspunkt for flere af romanens karakterer og landsbyens imaginære holdepunkt. Det er heksens hjem—et faldefærdigt palæ a la Shirley Jacksons Haunting of Hill House—landsbybeboerne sniger sig hen til i ly af natten. Det er hende de hvisker om, når ulykker sker, hende de besøger når de har problemer. Hun bliver (mis)brugt til at tilfredsstille landsbyens behov på godt og ondt.
I heksen hjem kommer kvinderne. Mange af dem er sexarbejdere langs motorvejen, hvor de servicerer truckerne og ingeniørerne, som arbejder i de nærliggende oliefelter. De kommer fordi heksen kan hjælpe dem med naturmediciner, der igangsætter abort. Mændene besøger også heksen. De lokkes til fordi heksen holder technofester om aftenen. De har også hørt, at heksen betaler for sex, at hun er transkønnet. Deres machismo-hetero kodeks opildner paradoksalt nok til kønslige omgange med heksen ikke fordi de tror på en fri seksualitet, men fordi det er grænseoverskridende på en måde der bekræfter normen. Heksen og den sorte magi er på en og samme tid fremmed for og dybt forbundet med det normative.
Den sorte magi yder en slags ambivalent modstand mod de voldlige systemer, der fortærer landsbybeboernes kroppe: Udvindingsøkonomien, der pumper råolien ud af jorden, borer sig ind i maverne på kvinderne, hvor den lægger æg, gror uønskede børn; narkokartellernes kokain, der lyner langs nervebanerne, og er grunden til blodige magtkampe; og den jernhårde machismo, der har et fast kvælertag på, hvordan mænd og kvinder bør være, og hvem de bør gå i seng med.
Whodunnit
Selvom heksen tilbyder et frirum, en flugtlinje fra de voldelige storme landsbyen er fanget i, så bliver det aldrig tydeligt, om det er et pusterum eller et krigsrum. Hun kan hjælpe kvinderne, være et hjem for nye fællesskaber, men hun sørger også for, at kvinderne bliver arbejdsdygtige igen. Som queersubjekt kan hun måske være med til at nedbryde machismoens konservative rammer, men som et begærsobjekt, den heteroseksuelles fantasi, bliver hun hegnet ind af chauvinismens voldelige indtrængninger. Omvendt er der er noget ved heksen og den sorte magi, som volden ikke kan omfavne og æde sig ind i. Noget der er for mystisk, for tæt på djævelen og måske i virkeligheden på kroppen. Den sorte magi er uigennemtrængelig for forstanden.
Som romanen skrider frem, nærmer læseren sig langsomt heksens mordere. Det røbes til sidst i romanen, og viser sig, delvist, at være sket på grund af et falsk rygte om en skjult skat. På overfladen driver mordets gåde romanen frem, nærmest som en klassisk whodunnit, som flyder fra begivenhed til forløsning.
Løsningen på mordets gåde er alt andet end forløsende. De kunne ikke slå hende ihjel. Der var en rest af heksen, noget af den sorte magi, der slap ud og ind i skoven.
Melchor antyder, at volden er forbundet med det økonomiske eller libidinøse, at de to er uløseligt forbundet og uendeligt grænseoverskridende. Voldens mørke hænger stadig og truer i baggrunden i romanens afsluttende kapitler, men den emmer også af noget andet: Besværgelser og forbandelser, naturmedicin og fælleskaber, og en sort magi der er hinsides forstanden. Landsbyen taler stadig om heksen, taler om hvordan hun flygtede, forestiller sig hvordan hun er derude i skoven, hende der har en pagt med djævelen, nøgen og alene, hvor hun breder sig og ler.
Alexander Buk-Swienty (f. 1992) er er cand.mag i litteraturvidenskab og arbejder som litterær agent.
Illustration af @joakimdrescher
Artiklen tager udgangspunkt i den engelske oversættelse fra New Direction Books.
