Vor fælles sjælegods – Vagn Lundbye DET NORDISKE TESTAMENTE
Vagn Lundbye gendigter på godt og ondt vore fælles myter og sagn. Resultatet er overbevisende og smukt, men sine steder endda lidt for moderne.
Citat
Vi er nok gamle, men ikke glemte
og synger højt dybt i din sjæl.
Vi er ikke blevet blot til digte
og styrer stadig de kækkes skridt.
Når du mærker kræfter du ikke kender,
så sanser du mere end det, du ser.I birken høres Balders stemme,
og vølven kalder fra en kælder.
Bjovulf og Bøskva råder dig,
når du farer vild et fremmed sted.
Det blide brus igennem dit blod
er kærtegn sendt til dig fra Kraka.Du er aldrig ene, når du er alene,
men trøstes af helte, du holder af.
Alt der sker, det har en hensigt,
og husker du os, så ved du også,
at livet fortsætter, og målet med det
er, at livet fortsætter, og døden gør forskel.Nornerne i skabelsesmyten, digtet af Vagn Lundbye
Jeg gad godt vide, hvor mange der, når de tænker eller siger deres fadervor, rent faktisk bruger den nye version man kan finde i de nye bibeloversættelser:
– Far i himlen! / Lad dit navn blive helligt / lad dit rige blive til virkelighed / og lad det blive sådan som du vil have / – her på jorden ligesom det allerede er i himlen.
frem for den gamle version:
– Fader vor, du som er i himlene! / Helliget vorde dit navn / komme dit rige / ske din vilje som i himlen således også på jorden.
For selv om det første klart er mere mundret og en hel del mere nudansk, så er det spørgsmålet om ikke det besværgende, det mystiske og det historiske til en vis grad går af fadervoret, når man gendigter det på den nye måde. Skridtet til »Yo, farmand« er i hvert fald ikke længere så langt.
På samme måde forholder det sig med Vagn Lundbyes gendigtning af DET NORDISKE TESTAMENTE – som han kalder den store samling tekster, der udgør de gamle nordiske myter og sagn. Også her spiller forholdet mellem at være fleksibel nutidig eller mere hardcore tro mod originalerne ind, når man som læser bladrer igennem de tre tykke bind: GUDERNES GANG PÅ JORDEN, HARNISKKLÆDTE KÆMPER og MELLEM HØJE ODIN OG HVIDE KRIST.
For Vagn Lundbye har i sin gendigtning valgt at gå radikalt til værks. Ikke nok med han skriver på nudansk, han har også skrevet samtlige myter på det såkaldte Bjarkemål – den specielle seks-strofede, urimede digtform der findes i sagnet af samme navn. Det fungerer overraskende godt og binder på smuk vis fortællingerne sammen, lige fra skabelsesberetningen til sagaerne om Rolf Krake og Bjovulf.
En anden tildragelse Vagn Lundbye har gjort sig, er at han har tilføjet både vers og strofer, hvor han har fundet det for godt. Det er han ikke den første, der har gjort, påpeger han i forordet, og remser nærmest apologetisk navne som Johannes Ewald, Adam Oehlenschlæger, N.F.S. Grundtvig, Johannes V. Jensen og Susanne Brøgger op. Det er svært at sige noget til disse navne eller til Grundtvigs påbud om, at det er vigtigere, at den oldnordiske digtning findes i en nutidig sammenhæng, end i at gå op i »et spørgsmål om gloser«.
Her ser man også Vagn Lundbyes projekt. Det er ikke hans mål at give en filologisk korrekt oversættelse af de nordiske myter, men at gøre myterne levende, nærværende og brugbare for en nutidig læser. Myterne er for ham en uundværlig del af den nordiske identitet, noget alle bør have kendskab til. Hvis han derfor under gendigtningen må hugge en hæl og klippe en tå, så må det være sådan.
Men hvordan fungerer det så? Som nævnt før: aldeles glimrende. Lundbyes sprog er rigt, og på trods af sin nudanske karakter har det bevaret en hel del oldnordiske træk. Og så er det i sig selv en fryd at have alle myter og sagn samlet i én helhed endda med ordlister og forklaringer bagerst.
Men alligevel finder denne anmelder sine steder sproget for nyt. Det gør ikke noget i de mindre kendte sagaer eller i nogle af dem, Vagn Lundbye for første gang oversætter til dansk. Men det er altså svært helt at lade sig forføre af Lundbyes udgave af f.eks. ’Vølvens Spådom’, når man er vant til at læse den i ældre udgaver. Sammenlign selv en strofe med Thøger Larsens gendigtning fra 1914. Først Lundbye:
Nu gik de hellige, høje guder
Til tinget for at drøfte liv og død.
De gav navne til gryet og navne til skygger
Og navne til dage og nætter og stjerner.
Så navngav de dyr og helligdomme
Og lærte at tælle timer og år.
Og så Th. Larsen:
Da steg alle Guder
til Skaber-Stole,
hver hellig Gud,
for Raad at holde.
Nat og Næet
gav de Navne,
Navn fik Morgen
og Middagstid,
Mørkning og Aften
for Aar at tælle.
Lundbyes er selvfølgelig lettest at forstå. Men er ikke Larsens udgave så meget mere poetisk og syngende, så meget mere old, at det mere end opvejer de pædagogiske fordele ved Lundbyes? Det synes denne anmelder i hvert fald.
Et andet problem er Lundbyes egne tilføjelser, sine steder hele strofer og afsnit. Selvom det som sagt ikke er noget nyt i gendigtninger af den nordiske mytologi, gør det desværre, at man som læser konstant sidder med en nagende mistanke om, hvorvidt det, man læser, i virkeligheden er ens forfædres gamle remser eller blot en 2007-digters personlige tilføjelser. Når man sine steder således overraskes over, hvor moderne de gamle nordboere virker, så er mistanken, at det som oftest er Vagn Lundbye, der har haft en finger med i spillet. Ikke at det nødvendigvis gør noget, da Lundbyes tilføjelser oftest er de bedste passager i digtene (se boks), men autenticiteten går dermed ofte fløjten.
Med de forbehold skal det konkluderes, at DET NORDISKE TESTAMENTE er en jættepræstation, der fortjener al mulig anerkendelse. Vagn Lundbyes mål er at gøre vores ældste fortællinger let tilgængelige for os, og det er fuldt ud lykkedes. Han placerer sig stærkt mellem Grundtvig og Peter Madsen (ham med Valhalla-tegneserierne) i den lange række af store formidlere af nordisk mytologi i Danmark. Og selv når fæ dør, og frænde dør, skal Lundbyes ry som gendigter af DET NORDISKE TESTAMENTE leve længe.
