Vor Herre på lokum! – Bjarne Reuter BOGEN
En af Danmarks bedste historiefortællere leverer langt fra vellykket genfortælling af Bibelen.
Citat
Jeg vil nu kalde det remis, Herre, og således har vi endnu en dyst til gode, hvilket giver anledning til nok et besøg i den gamle have. Men jeg har jo slet ikke tid til at sidde her og sludre, skønt æbletræet er fyldt med gode minder. Der er en kvinde, som kalder på mig i Samarkand.
Siden debuten i 1975 har Bjarne Reuter begejstret børn og voksne med sine fabulerende, eventyrlige og vanvittige fortællinger. Med et poetisk og vittigt sprog har han guidet sine læsere gennem syrenduftende villaveje i et hedengangent Brønshøj, gennem fattigfirsernes baggårde og gennem farefulde togter på de syv verdenshave.
Som teolog, og stor beundrer af Reuter, var jeg derfor mere end almindelig spændt på at give mig i kast med hans genfortælling af Bibelen. For guderne skal vide, at Bibelen for store deles vedkommende ikke er prægtig litteratur. Kernefortællingerne om godt og ondt, om det evige og timelige, og om det menneskelige og guddommelige er der intet i vejen med, men sprogligt kræses der ikke for læseren, der må trækkes med endeløse opremsninger af slægtstavler, forbud og et noget endimensionelt persongalleri.
Potentialet i at sætte en eminent historiefortæller som Bjarne Reuter sammen med grundfortællingen, der kulturelt har præget store dele af verden, synes derfor umådelig stort.
Desværre indfries potentialet ikke, og fortællingerne i BOGEN fremstår som forsimplede versioner af originalens forlæg. Sproget, der sædvanligvis er en af Reuters absolutte forcer, er en sær og ubeslutsom blanding af gammelt og nyt. Fx hedder det om Kain, at han ’havde fundet sit udkomme ved at dyrke jorden.’ Mens det om Potifar hedder, at han var ’chef for Faraos livvagt´. Det er, som om Reuter synes, der skal bruges et særligt religiøst sprog til at genfortælle bibelske historier, hvilket er en skam, da hans eget poetiske sprog kunne have klædt fortællingerne om Gud og hvermand noget så fint.
Der er dog enkelte af fortællingerne, der skiller sig ud og lader læseren forstå, hvor godt det kunne have været. Det gælder især Reuters skildringer af mødet mellem det dæmoniske og guddommelige. Her udfoldes karaktererne, både dem med glorier og med hove. Her udfoldes sproget. Her fortæller Bjarne Reuter kort og godt en god historie.
Helt forrygende er beretningen om Job, der gives Fanden i vold af Gud og på det forfærdeligste prøves på sin tro. Fra sidelinjen følger læseren, Gud og Satan den gudfrygtig Jobs deroute fra rigmand til byldeplaget, uformuende stakkel. Vi ser lidelsen, anklagen, afmægtigheden og troen. Vi smuglytter ved æbletræet i den gamle have, når Satan kalder Jobs prøvelser for et remis, når han pirker til Guds samvittighed om fortidens hændelser i Sodoma og Gommora, og vi holder vejret, når han siger, at han har flere ærinder på jorden.
Det er næsten så godt, at resten skal være Reuter tilgivet. Men også kun næsten. For efter endt læsning kan jeg ikke helt slippe følelsen af, at Bjarne Reuter er blevet den lille i mødet med den store bog.
