Vort mismods vinter – Inge Eriksen CITRONTRÆET


Inge Eriksens roman om 11.september, jordskredsvalget november 2001 og de turbulente følger af begge begivenheder er nu genudgivet. Det rejser generelle spørgsmål om relevansen og bæredygtigheden af tidsspecifikke, politiske romaner.

I CITRONTRÆET følger vi den snart 60-årige og let bitre Randi, der bor alene på Nørrebro, underviser i filmhistorie på universitetet og forsøger at holde styr på familie og venner – og sig selv, hvilket tilsyneladende ikke er så nemt endda. Vi følger Randi på ferie på floden Dnepr i Ukraine, hjemme på Nørrebro, i tankerne hos den elskede Jakob i Jerusalem og rundt omkring i verden hos de børn og børnebørn, som viser sig at være de eneste nødvendige holdepunkter i et aldrende liv. Krydsklip til filmhistoriens Hollywood og sammes politiske intriger, terrorangreb på World Trade Centers og folketingsvalg i 2001 skaber den eksterne referenceramme for en roman, der hudfletter danskere, mødre og mænd i en temmelig elegant cocktail.

Styrken ved CITRONTRÆET er dens dynamiske fortælling og vekselvirkning mellem store og små begivenheder. Samtidig vækker den tydelige minder om det dramatiske efterår 2001, der siden har betydet så meget for den politiske situation nationalt og globalt. Romanen foregår over et år og spejler det lille liv i København med både kulturhistorie og verdensild. Umiddelbart et klichefyldt og ikke særlig nemt projekt, men Inge Eriksens sikre hånd formår at styre læseren helskindet gennem karrusellen uden at miste overblikket eller distancen undervejs.

Lokalkoloritten er i højsædet i fortællingerne fra Pussy Galore, Fakta på Fælledvej og gåture om søerne. Den meget lokalt forankrede fortælling gør romanen troværdig og danner et robust udgangspunkt for digressionerne om Ava Gardner, Bhowani Junction og den nye, vredefremkaldende kulturminister. (Man forstår ikke, at manden sidder der endnu.) Eriksen nævner ingen navne undervejs, men hentyder nonchalant til et bestemt partis fremmedfjendske valgplakater og man forstår de bidske kommentarer. Men om henvisningerne vil fungere om ti eller tyve år er uvist og denne anmelder er heller ikke overbevist om, at fortællingerne som universelle er holdbare denne regeringstid ud.

Genudgivelsen af romanen accepteres ved den nænsomme skildring af en mor, der gør op med sig selv og sit bagland. Når alderen trykker, slidgigten ikke længere kan ignoreres og pensionsalderen rykker tæt på, er det uafvendeligt at gøre status. Randi genopdager den grænseløse kærlighed til afkommet og accepterer kærligheden til de mænd, der gik eller blev gået. Og måske vigtigst, hun opdager sig selv som politisk væsen, som kritisk deltager i et mere og mere højredrejet samfund. Hun vil ikke gå på kompromis, men har måske været for mange år om at komme ind i kampen til reelt at kende spillereglerne.

CITRONTRÆET er god læsning for den, der ynder at genkende sine yndlingsaversioner og sin politikerlede. Og for den, der har oplevet vennerne falde fra, idealismen falme og erindringerne om fordums storhedstid stå forrest i tankerækken. Og endelig er den et meget fint vidnesbyrd om en turbulent og uforglemmelig periode i både Danmarks- og Verdenshistorien. Verden har mistet sin uskyld, og at det er vigtigt at huske, hvordan den så ud engang. Måske var verden ikke bedre i en ubekymret sommer 2001, men blikket bagud sætter unægtelig Danmark anno 2005 i perspektiv.

En alvorlig og – indrømmet – pedantisk anke mod Eriksens ellers fine værk er den respektløse omgang med udråbstegn. Tegnet skal bruges med måde for at have en effekt, men i CITRONTRÆET er der i hver og hver anden linie afsluttet med et !. Et overforbrug, der nærmer sig smertegrænsen(!).

Skrevet af Anne Vindum

Anne er cand.mag. i dansk og har et svagt punkt for nordisk litteratur. Redaktør på iBureauet under Dagbladet Information.

Skriv til Anne

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *