Vrangvendte verdener – Julio Cortázar PARKERNES KONTINUITET OG ANDRE NOVELLER
Forlaget Basilisk fejrer 50-bogs-jubilæum for deres Babelserie med en samling af argentineren Cortázars fortryllende noveller. De kunne næppe have valgt en bedre måde at jubilere på.
Citat
Det lyder lidt som en vittighed, men vi er udødelige. Jeg har et negativt bevis på det, for jeg kender den eneste dødelige. Han fortalte mig sin historie på en bar i rue Cambronne, han var så fuld, at han på ingen måde havde svært ved at sige sandheden, selv om ejeren og stamkunderne omkring baren lo, så vinen stod ud af øjnene på dem.
Fra ’En gul blomst’
’Parkernes kontinuitet’ hedder den novelle, der både lægger navn til og indleder denne nye samling af Cortázar-noveller. Den er et godt sted at starte, hvis man vil vove springet ind i den argentinske mesterforfatters forskruede universer. På godt to sider formår novellen – om en mand, der bliver myrdet af en karakter i den bog, han læser – at opridse mange af de genkomne særtræk i Cortázars forfatterskab: underlige narrative sløjfer, brud på den rationelle orden, passager mellem parallelle verdener og det utroliges pludselige indtræden i hverdagslivet.
Med en så karakteristisk novelle som indledning behøver man ikke nogen yderligere introduktion til forfatterskabet – sådan virker det også til, at forlaget har tænkt. Der er intet forord eller efterskift og ingen hjælp at hente på bagside eller flapper – intet andet end et diminutivt billede af forfatteren med underteksten: ’Julio Cortázar. 1914 – 1984’.
Det er friskt sådan at insistere på, at teksterne kan tale for sig selv, især da Cortázar stadig er et forholdsvist obskurt forfatternavn for de fleste herhjemme. Hvorfor det er tilfældet, må guderne vide, for skal man sige det helt enkelt, så er Julio Cortázar som novelleforfatter helt uforlignelig og burde være tvangspensum for alle med hang til det finurlige, absurde og fantasifulde (og for dem uden – faktisk især for dem).
I Cortázars noveller støder det rationelle og det irrationelle sammen – ofte i form af overnaturlige hændelser, der vender vrangen ud på virkeligheden, som i ’Axolotl’, hvor fortælleren fascineres af de små mexicanske salamandere i Paris’ botaniske have i en sådan grad, at han tilsyneladende forvandler sig til en. Eller i ’Brev til en frøken i Paris’, hvor en mand lider under den ulykke at hoste små kaniner op med skiftende intervaller. Andre gange er konfrontationen mere implicit, men den er der næsten altid og giver fortællingerne en sitrende uro, der får læseren til konstant at spørge sig selv, hvad det egentlig er, der foregår. Hvad er det for nogle logikker, der er på banen i novellen?
En bemærkelsesværdig ting ved Cortázar er imidlertid hans evne til at binde det absurde sammen med det normale. Novellerne er måske nok underlige, udsyrede og overdrevne, men de udspringer af noget meget genkendeligt – af helt basale menneskelige følelser, som så bliver eksponeret i en usædvanlig kontekst. I ’Det er ingens skyld’ har en mand så travlt med at komme ud ad døren, at han farer vild i sin sweater og dør. I virkelighedens verden går en voksen mand ikke på den måde i panik over en trøje, der driller. Alligevel kender vi følelsen – ligesom de fleste af os kender følelsen af, at omgivelserne trækker i os, stresser os – vi er altid på vej ud af døren – og den klaustrofobiske fornemmelse af, at tilværelsen snører sig sammen om en.
De 14 noveller, der er valgt til PARKERNES KONTINUITET OG ANDRE NOVELLER, viser alle på hver deres måde forfatterskabets sublime holdbarhed. Cortázar var en ivrig beundrer af tilfældets magi, og ligesom samlingens åbningsnovelle er velvalgt, er den afsluttende novelle – hvis novelle er det rette ord – det. Den tager form som et brev til den virkelige verdens Glenda Jackson, som er omdrejningspunkt i en novelle af Cortázar – ’Vi elsker Glenda så højt’, som også indgår i samlingen. I denne novelle beslutter en gruppe dedikerede fans at opspore samtlige kopier af skuespillerindens film og klippe dem om for at korrigere de fejl, som de mener, de middelmådige instruktører har begået, og dermed perfektionere Glendas præstationer. Da Glenda beslutter sig for at gøre et comeback på det hvide lærred, er den dedikerede skare klar over, at den kun kan sikre hendes ’ukrænkelige fuldkommenhed’ ved at slå hende ihjel.
Tilbage i den virkelige verden får Cortázar kort efter novellens udgivelse nys om, at Glenda Jackson netop har indspillet en spionfilm ved navn HOPSCOTCH – samme titel som Cortázars berømteste roman fra 1963. I filmen hjælper hun en forfatter med at iscenesætte sin egen død, og dermed er der opstået et dobbelt bånd mellem Glenda Jackson og Cortázar, som utvivlsomt har moret og fascineret Cortázar i det uendelige:
– en uberegnelig smuk symmetri, at personen i min novelle netop har sluttet sig til personen i Deres film, for sådan har De villet det, for kun dette dobbelte simulakrum af en død forårsaget af kærlighed kunne føre dem sammen. Dér, på dette territorium hinsides ethvert kompas, står De og jeg og betragter hinanden, Glenda, mens jeg her afslutter dette brev, og De et eller andet sted, London antager jeg, sminker Dem, inden De skal på scenen, eller indøver rollen til Deres næste film.
