Af | 16. august 2013

Vredesbyrd – Thomas Bernhard TRÆFÆLDNING

Forfatterens gamle venner får med krabasken i Thomas Bernhards skandaløst veludspyttede ophidselse.

Citat:

Alle de mennesker, der nu sad og stod rundt om i musikværelset, mig selv inklusive, havde i årevis været ægteparret Auersbergers gæster i Maria Zaal og var blevet udnyttet af ægteparret Auersberger, havde hjulpet dem med at overvinde deres auersbergerske landkedsomhed og landekstravagance, i dagevis, ugevis, månedsvis, årevis, og havde ikke opdaget, at de bare var blevet voldtaget og udnyttet og misbrugt af auersbergerne; de var blevet inviteret for at lade sig misbruge, ikke, som ægteparret Auersberger altid havde givet udtryk for, af venskab, kærlighed eller hvilken forløjet-absurd grund, de ellers havde fundet på, tænkte jeg i øreklapstolen.

TRÆFÆLDNING handler ikke om meget. Fortælleren møder ved et tilfælde sine gamle venner Auersbergerne, og selv om de for længst har brudt med hinanden, inviterer ægteparret i en pseudoforsonende gestus til kunstnerisk middag samme aften, hvor selskabet vil blive begunstiget af en berømt skuespillers tilstedeværelse.

Fortælleren bliver fanget på det forkerte ben og takker ja, men så snart han er ankommet, sætter han sig ned i en øreklapstol i entréen og foretager sig aftenen igennem ikke stort andet end at betragte og kommentere de ankommende i lidet flatterende vendinger. Han burde være blevet hjemme og læse sin Gogol, sin Pascal, sin Dostojevskij, tænker han, og det kan man godt forstå, for Wiens kunstneriske elite nærmest falder over hinanden i forsøget på at være den mest opstyltede, den mest perfide og stafferede løjser til stede.

Deres latterligheder (og dem er der mange af) udlægges nådesløst i en monologisk og messende ophidselse, der eskalerer som aftenen skrider frem. Og det er her, i ophidselsen, i vreden, at bogens kvaliteter ligger. Historien er som sagt reduceret til et sammenklemt punkt, men fortælleren (rableren er nok et mere passende udtryk) udspyr strømme af galde over tætpakkede sider uden afsnit og indryk, så læsningen bliver et sanseberusende og ophidsende indre lydspor.

Der er en opfindsomhed i sproget, som dirrer af ondskabsfuld humor. Bernhard er som en kulturelt dannet kaptajn Haddock i et selskab præsideret af Bianca Castafiore. Hør bare her: ’Perfide selskabsonanister! Parasitter og selskabskopister! Kunstneriske bypak!’ Wien er en ’genidestruktionsmaskine’ og en ’talentknuseranstalt’. Jeg forestiller mig det formidabelt på tysk, men heldigvis har René Jean Jensen gjort et flot stykke arbejde med at fordanske, så både de enkelte ord og den overordnede stemme står ondt og smukt injurierende på dansk.

Det er svært med sådan en tekst, fordi den først og fremmest er en tone, en rytme, en affekt i stemmen. Teksten står og falder med, at man kan mærke fortællerstemmens vrede – og det kan man. Den skælver af had, og det er godt, eftersom den litterære stil udfolder sig smukkest gennem tilsvinelser og fornærmelser. Måske det har noget at gøre med, at følelsen her er mest umiddelbar og ren.

Det er i hvert fald det indtryk, bogen foranlediger. Da skuespilleren fra det prestigefyldte østrigske nationalteater ’Das Burgtheater’ ankommer, mødes han af de samme indre eder og forbandelser fra kældermennesket i øreklapstolen. Men mod slutningen af aftenen eksploderer burgskuespilleren i et udfald mod en prætentiøs forfatter, der har naget ham hele aftenen med sine stupide spørgsmål. Det er bogens højdepunkt og absolut morsomste scene, men det er også et vendepunkt for fortælleren, der nu pludselig ser mildere på ham. Vreden og eruptionen afslører noget umiddelbart og dermed noget sandt i burgskuespilleren. Igennem sine injurier bliver han et virkeligere menneske.

Bogen skabte skandale, da den udkom i 1984, for det har åbenbart været ret let at se, hvem af sine tidligere venner i det wienske kunstmiljø, Bernhard havde gemt bag dæknavnene. Som danske og nutidige læsere spares vi for denne skandale, og teksten må altså forsøge at fungere på egne vilkår. Det gør den netop i sin vredeslagring. Følelsen er lagret direkte i tekstens stemme, og det gør den vedkommende. TRÆFÆLDNING er fantastisk følelseskonserves. Det er kondenseret vrede på dåse, hengemt og præserveret nu også for dansklæsende lækkermunde.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også