Wir Kinder von Leipzig Ost – Clemens Meyer DENGANG VI DRØMTE
Prisbelønnet kæmperoman om Østtyskland efter genforeningen foreligger endelig på dansk. Knytnævehård, usentimental, fremragende.
Citat
Jeg lagde mig ned på brostenene. De var kølige, så det var sikkert godt for mine hævelser. Det gik op for mig, at jeg tudede, og jeg forsøgte at holde op. Jeg vendte mig langsomt om på ryggen. Solen stod over lagerhallerne og kranerne. Pladsen var tom. Jeg rejste mig op. Jeg blev svimmel. Jeg tog mine cigaretter frem, pakken var blevet mast, og cigaretterne var knækkede. Jeg tændte en halv smøg. Jeg lod hånden glide over mit ansigt, der stadig lod til at være forholdsvis intakt. Jeg havde et åbent sår ved hårgrænsen, men næsen var vist ikke helt ødelagt, højst brækket. Jeg tænkte på Rico og var taknemmelig over, at de ikke var gået lige så hårdt til mig. Jeg tænkte på Estrellita og… Jeg spyttede blod på brostenene og rørte ved mine tænder, en af de øverste fortænder kunne rokke, men det kunne den også før. I vores kvarter fandtes der mange historier om kantstenssurferne; det var drenge, der lagde en modstander, de allerede havde slået ned, med munden mod en kantsten, og derefter sparkede ham i baghovedet. Der gik også en historie om et par skinheads, der havde gjort det samme med en skateboard-fyr og hans skateboard, og fyrens tænder var blevet siddende i træet.
Jeg kastede cigaretten væk og trak lynlåsen i min jakke helt op i halsen. Jeg gik langsomt ud mod gaden. De store kraner bevægede armene, de var endnu finere om natten, badet i projektørlys.
Har du det skidt med at læse om utilpassede 14-årige knægte på en diæt af hård druk, piller og blodig ansigtslemlæstelse, skal du nok ikke lægge dig ud med tyske Clemens Meyers mastodontiske DDR-roman, DENGANG VI DRØMTE. Sætter du omvendt pris på usminket samtidshistorie i brutal afklædning, og kan du håndtere virkeligheden i en af dens sorteste nuancer, kan du godt forberede dig på en fantastisk læseoplevelse.
Romanen foregår i Reudniz-kvarteret i den østtyske by Leipzig omkring Murens fald. Jeg-fortælleren, teenagedrengen Danie, bor alene med sin mor i et socialklasse 5-boligkvarter og hænger ud med kammeraterne, mens han forsøger ikke at blive smidt ud af skolen. Af og til besøger han sin fordrukne far på den lokale bar og tager ham med ud for at se de lokale fodboldhelte Chemie Leipzig få bank af ærkerivalerne, Berlin-svinene Dynamo.
Men det meste af tiden går med at køre dødskørsel i stjålne biler, indtage ubegribelige mængder cigaretter og æblesnaps i Pittbulls kælder og stjæle porno den lokale Kaufhalle. Og, ej at forglemme, at uddele læsterlige tæv til kvarterets nynazistiske skinheads og autonome punkere. Det er en daglig kamp at holde rivalerne fra livet i den uendelige bandekrig. Heldigvis er Rico en fænomenal bokser, og Danie er ikke bange for noget.
Handlingen er hakket op i en masse enkeltepisoder, der springer frem og tilbage i tid og sted. Det er svært at finde hoved og hale i til at begynde med, men man aner en jævnt nedadgående spiral, efterhånden som de spæde drengedrømme drukner i alkoholens, stoffernes og ungdomsfængslernes sump af desillusion, død og ødelæggelse. Engang var det muligt at knuselske en hundehvalp og fantasere om piger og gyldne sportskarrierer. Men så var der nogen, der dræbte hunden, gjorde pigen til junkie og puttede bokseren i fængsel.
Murens fald danner tematisk bagtæppe, og selvom genforeningen aldrig bliver kommenteret eksplicit, ligger der i Clemens Meyers svidende prosa en umiskendelig og sønderlemmende kritik af dens tabuiserede konsekvenser. Da Danies spæde forelskelse i Katja rives op med rode, fordi hendes familie flytter til Vesten, må man beherske sig voldsomt for ikke at udgyde et par tapre tårer.
Sprogligt er bogen også en fremragende præstation. Clemens Meyer skriver direkte og usentimentalt, og det er der en egen rå poesi over. ’Jeg tændte en smøg’ og ’En omgang mere, Goldie’ må være bogens mest brugte gentagelsesfigurer. Det er kynisk elegance. Oversætter Henrik Andersen fortjener også en klapsalve.
Meyer markerer spidsfindigt drøm/virkelighed-tematikken ved glimtvis at lade fortælleren fantasere. For eksempel får vi Walters tragiske dødsulykke i tre versioner. Alle er lige trøstesløse; det er ikke vigtigt, hvilken en, der er den rigtige.
Synes man, titlen lyder svampet, kan man tage det roligt. DENGANG VI DRØMTE er lige så melodramatisk som en knytnæve i fortænderne. Hvad var det lige, der skete dengang for tyve år siden?
