Af | 30. september 2014

X er et bogstav i alfabetet – Henrik Kabell X

Ni år efter han tog sin afgang fra Forfatterskolen, debuterer Henrik Kabell med en omgang rablende akutskrivning, der aldrig bliver den eksplosion, den gerne vil være. Men titlen er til gengæld god: X.

Citat

Vi er ikke forbyttede dyr, ikke på den måde bespyttede, menneskebehandlede, imprægnerede til kvark og tø. Vi er legionærer. I virkeligheden er vi legionærer, nøgne vikarer dresserede til vinterlange ophold i krybekældre og nedlagte sogn, hån og pisk og amputationer uden påviselig grund.

Fra ‘IX’

Bogen er inddelt i ni afsnit ordnet i slanke spalter, og tekstmængden er undselig men komprimeret. X består af fragmenter uden handling, men dog med et slags forløb, hvor tekstens stemme rabler i en akut, aggressiv strøm:

– De udspændte grimasser for eksempel, slotte af bullent tandkød og kønsorganer barduneret solidt til retningsløs og dog fandens massiv liderlighed, som slam, dehydreret moderkage, tråd fra sommerfuglelarve og pløkker af glasstilk, uden fod, naturligvis, stilk uden fod, glas fra hånd til hånd og hånd til mund, bund og synk, ahh, og videre til gulv, klir klir, eller væg eller fjæs, klir klask klir.

De ni afsnit er nummereret med romertal I-IX og står på den måde i et mærkeligt forhold til titlens X. Teksten, der i forvejen er fragmentarisk, bliver til en mærkelig afbrudt helhed, der først genetableres som helhed, når de ni fragmenter bliver til ti. Kontrasten mellem bogens fragmentkarakter og titallets næsten mytologiske status som helhed, fuldendt, færdig er et ret interessant greb, der kaster et mystisk skær over bogens komposition.

X er alfabetets mest mystiske og hemmelighedsfulde bogstav. Det gemmer på noget, angiver et sted. En begravet skat måske. Og Henrik Kabells X er også en hemmelighedsfuld bog. Forsiden er bare kulsort med et stort hvidt X på og intet sted røbes mere om forfatteren end hans navn. Det er det lillebitte – men absolut meget gode – forlag Kronstork, der står bag den lille lækre bog og dermed Henrik Kabells ‘hemmelige’ debut. Men X gemmer ikke på nogen guldskat og angiver ikke noget sted. Alt tygges sammen og spyttes ud i den lille bog. Og det er meningen.

Det er et nervemenneske, der taler, og stemmen er vred og uhåndterlig. Der foregår ikke så meget rundt om teksternes personer, men til gengæld kværner det løs indeni. Tekststykkerner kredser alle om det truende og på en gang fremmedartede og velkendte i den moderne tilværelse. X rummer på mange måder en klassisk samfundslede og samfundskritik med en ironisk og næsten sarkastisk grundstemning.

Henrik Kabell henter helt tydeligt inspiration fra den modernistiske litteraturs centrale temaer om sprogsammenbrud, fragmentering, opløsning osv. Udtrykket i X er ikke noget voldsomt nyt: Det er prosalyrik i en lang, lang tradition, der (som bogen og i øvrigt også pressematerialet vedkender sig) rækker helt tilbage til midten af 1800-tallet.

Sproget i X forsøger at være voldsomt radikalt og vildtvoksende med sin blanding af kropsvæsker og konsumsamfund i en moderne apokalypse. Men på trods af de hektiske og saftige sprogbilleder (‘hængende fra bardiskens kant som sæd eller snot eller noget der minder om snot’) er X for det meste faktisk lidt kedelig og ensformig. Det hele flyder ud, og momentum går i sig selv igen. Den lange smøre, det rablende vanvid kommer til sidst til at ligne en forstummet og verdensfjern spændetrøjepatients introverte tvangsmumlerier. Men det er måske i virkeligheden bogens kvalitet som samtidsbillede.

X er nemlig bedst når den dystert undergangsagtige stemning gennemtrænges af det borgerlige og velbeslåede nutids-Danmarks ordforråd: limousinekalv, bagværk, kommodeskuffer og pudsede vægge. Når forbrugerssamfundets vareoverflod og den politiske diskurs’ sprog bliver grotesk, er Henrik Kabells jeg-private samtidsdystopi mest påtrængende.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Kortprosa,

Læs også