Zahna Siham Benamor danser altid i fire timer, før hun kan skrive
”Alt, der er hårdt, er dit,”runger det ud over dyrskuepladsens græs tirsdag eftermiddag på Roskilde Festival. Zahna Siham Benamor er begyndt på sin performance med udgangspunkt i albummet Jeg kommer fra Ørkenen (2024) og digtsamlingen Se havet som ansigt (2024). Lidt efter lidt forvandler hun trætte tømmermændsansigter til et stirrende hav af øjne, tryllebundet af den pulserende messende stemme.
Benamor snor sine arme ind i hinanden i et cirklende mønster, mens hun reciterer sine digte. Stemmen bliver lavere, hæsere, indtil den ophører i samme sekund som bassen.
Da jeg dagen efter møder Benamor til en snak inden festivalpladsens åbning, kigger vi begge lidt trætte på hinanden i ly fra den skarpe sol. Idet vi sætter os, læner et blad fra birketræet sig op ad Benamors pande, men hun børster det hurtigt væk. Jeg er lidt ivrig efter gårsdagens oplevelse, så jeg kaster spørgsmål efter hende, inden hun overhovedet har nået at tænde sin første smøg:
Hvordan oplevede du det at performe på Roskilde? Du har jo også performet på scener som Overgaden og i mere kunst-centrerede fora. Hvordan var det at stå på en festivalplads?
Jeg elsker faktisk, at der i de her formater kommer noget mere uprætentiøst frem, i form af at det jo er en festival for alle. At den kan rumme alle. At folk giver den gas og også er til performance. Så på den måde er der en forskel mellem Roskilde og så mange andre steder, jeg har læst op. Det æstetiske, det kunstneriske er jo også ekskluderende på mange måder. Men jeg tror også, det kommer tilbage til min optagethed af rytme. Det handler ikke bare om, at du skal lytte til mine ord, men at jeg også har en agens med min rytme, mine bevægelser.
Hvor kommer det fra, din optagethed af rytme, og hvordan arbejder du med rytmik i din proces?
Det kommer meget, meget naturligt. Nærmest som et spirituelt mantra. At gå ind i ordet og at der er et eller andet ved det spirituelle mantra, som gør, at man kan blive lidt hypnotiseret af ordet. Der ligger også en mytologisk betydning i det, i form af at menneskeliggøre ting, som ellers virker fremmede. For eksempel havet. Havet er jo det eneste sted tilbage i verden, hvor der er et dyb, vi ikke kender! 80 procent af havet er uopdaget. Det synes jeg er helt vildt. Havet bliver et symbol på at menneskeliggøre det andet, og det spirituelle, det utopiske, bliver måske en måde at skabe et fælles erfaringsrum? Altså at dele oplevelser i stedet for hele tiden at tale om ophav, eller identificere.
Mit sprog og min rytme er jo også en blanding af meget forskellige erfaringsverdener og de symboler, der ligger i dem. Jeg er både vokset op i en islamisk og konservativ tradition samtidig med, at mine bedstemødre var fyldt med hedenske tatoveringer fra top til tå, og der fandtes en kæmpe viden om overtro og ja hekseri, men som var skubbet ud i kvinderum på grund af det patriarkalske. Og så har jeg også andre indre billeder, som er totalt farvet af Danmark og Frankrig. Havet er det eneste sted, der forbinder og får dem til at flyde sammen, selvom Sjælland og Middelhavet er lidt langt fra hinanden.
Så på den måde er der noget frigørende i det spirituelle, i det performende, kunne man sige et handlingsrum?
Ja, præcis. Der er alle mulige ting, som gør mig aktuel eller relevant i form af ydre faktorer. Jeg har et ophav fra Algeriet, og jeg er araber, og jeg kommer fra en muslimsk familie, og jeg er kvinde. Men det, der er interessant for mig, er, at vi erfarer noget sammen.
Hvordan oplever du, at din bog er blevet, og stadig bliver modtaget?
Altså jeg har fået en masse positiv feedback, men danskerne har nok for meget pli til at fortælle mig, hvis de ikke kan lide det. Så det hører jeg ikke. Og jeg har jo også bredt den ud mange steder efterhånden, i performances, og i albumformatet. Jeg tror for mig, for overhovedet at kunne komme derhen, hvor bogen blev til, var jeg nødt til at komme ud med alle mine negative følelser. (Både jeg og Benamor griner lidt) Jeg føler, at der er meget galt med verden. At der er sådan en instrumentalisering af, hvad vi kan få ud af hinanden. Denne her spekulative tilgang til andre. Og der tror jeg, det er vigtigt for mig, at selvom jeg har meget antiracistiske holdninger, så vil jeg ikke møde mennesket hårdt. Og fordi jeg blotter alle mine skyggesider, så frigiver det også plads i mig til ikke at møde mennesker hårdt, og samtidig tager jeg heller ikke ansvar for deres hårdhed, hvis den er der eller uærligheden.
Inden du kom på scenen på Flokkr, var der en talk om verdensdannelse og utopier i litteraturen. Nu nævnte du også utopier tidligere, hvad er dine tanker, når du siger utopi?
Jeg føler, at jeg bliver nødt til at tage en magt til mig. I hvad fremtiden bliver i min egen forestilling. Og særligt i forbindelse med social identitet i lande som Danmark er det meget begrænset, hvordan man kan opfatte sig selv i samfundet, eftersom man hele tiden bliver refereret tilbage til det, man har. Eller det man laver. Eller ens ophav. Og for mig er utopier, eller drømme, eller poesien og billeddannelsen en måde at holde den tankegang væk på.
Imens du beskriver din utopi, laver du også flere engelske indskydelser. Det minder mig om, at jeg gerne ville spørge dig, hvorfor det var vigtigt for dig, at bogen blev udgivet på tre sprog?
Det er de tre sprog, som fodrer ind i mine menneskelige universer selvom, at jeg jo er fra København. Og det kunne jeg også godt mærke, da jeg kom hjem efter en rejse til Paris. At jeg er en, der skal skrive på dansk, som bare er meget inspireret af det franske og det arabiske. Og nu, hvor jeg har udgivet denne her bog, og ligesom manifesteret rødderne i mine sprog, så kan jeg nu gifte mig med den danske jord og skrive på dansk. Jeg kunne først ægte stå i det danske sprog, når jeg havde vist mine verdener. Så nu skriver jeg en roman på dansk.
Det, der er med det danske sprog, er, at det er fucking svært at skrive simpelt. Nu har jeg læst meget Camus og læser for tiden en del Proust, og når man læser dem, så skriver de fucking simpelt! Og jeg elsker det. Fordi det er en kæmpe udfordring at skrive både simpelt og æstetisk på dansk, så den tager jeg på mig. Haha.
Benamor danser gennem publikummet foran Flokkr-scenen.
Hvordan er performancekunsten startet for dig?
Det var egentlig meget tilfældigt. Jeg var taget til Marseille for at skrive min roman færdig. På det tidspunkt var jeg meget inspireret af Camus, så jeg tænkte, at jeg ville skrive en nyfortolkning af Den fremmede fra et kvindeligt og mere postkolonialt perspektiv. Så var jeg dernede og i total skriveblokade. Og så gik det op for mig, at det slet ikke var min bog, jeg var i gang med at skrive. Og så kom jeg hjem, og så var jeg sådan fuck det, og så gik jeg i studiet med min ven Simon.
Hver gang inden jeg skriver, så har jeg altid haft et behov for at danse først. Ofte i fire eller flere timer ad gangen. Jeg skal høre mega meget musik og frigøre min krop. Så på den måde har jeg min krop med, når jeg danser og derefter skriver. Altså dansen fører til skriften. Jeg tilbragte alle mine barndomssomre i Algeriet, og der dansede folk bare. Hvis der var fest, så dansede folk. Og det var uden alkohol, det var midt på dagen, altså det startede klokken 13, og så var der bare floor! Det der med at danse og bare danse og danse og danse. At det er en aktivitet i sig selv. Det er noget, jeg prøver at tage med på scenen.
Vil du sige, at skriften og dansen hænger sammen for dig?
Ja, det gør de. Men altså jeg har da prøvet at skille dem ad. Jeg har prøvet at være en intellektuel hvid mand, der kun havde tankerne oppe i hovedet, fordi det var også det, jeg havde med fra Prins Henrik Skole, altså ’tankernes verden’. Og jeg har også en stor tankernes verden, og jeg har altid kæmpet med den del af mig, som er mere sanselig, og derfor er det så fedt at få lov til at udleve dem begge, fordi jeg er skolet i, at det er ideernes verden, der er den mest betydningsfulde.
Imens Siham og jeg taler, lander der flere og flere regndråber på os. Vi beslutter os for at rykke sidste del af interviewet ind under Arenas teltdug.
Til sidst ville jeg gerne spørge, hvem du særligt er inspireret af af musikere og forfattere, når du skriver?
Altså jeg lytter til alt muligt forskelligt. Jeg lytter til house og rap. Rigtig meget rap faktisk. Kører meget de samme sange på repeat. Lige nu er det Carl Knasts ’Umti Umti’, Janet Jackson ‘That’s the way love goes’ og The Notorious B.I.G med ‘Juicy’. Og meget house og også bare techno. Også ballader, altså alt muligt. Soul, Marvin Gaye. Der er ingen grænser.
Og i forhold til bøger, så lige nu læser jeg Susan Sontag Om fotografi (2025), den er ret fed. Og før det læste jeg Rummets Poetik (2022) af Gaston Bachelard. Jeg læser ret meget samfundskritik, men også tekster, hvor forfatteren skriver enormt poetisk samtidig.
Er der nogle bestemte romanforfattere, som du er inspireret af?
Lige nu er det, der har fanget mig mest, Proust. Han har denne her lille bog som hedder Påskeferie. (Udgivet på fransk hos Gallimard under titlen: Vacances de Pâques et autres chroniques (2023)). Og den handler bare om, at han holder påskeferie og chiller og dufter til en blomst. Men han er også enormt sjov. Han oplever ting meget nært og følsomt, altså det er så velskrevet.
Interviewet slutter. Benamor og jeg bevæger os langsomt mod frivillig-området, inden festivalpladsen åbner for tusindvis af gæster, der glæder sig til at danse og danse.
Zahna Siham Benamor (f. 1988, DK) er en dansk digter og performancekunstner med algerisk/fransk baggrund. Se havet som ansigt udkom i 2024 på Laboratoriet for Æstetik og Økologi. Ved siden af digtsamlingen har hun i 2024 også indspillet albummet Jeg kommer fra ørkenen i samarbejde med Simon Bjørk under kunstnernavnet Z AMOR & BJÖRK.
Julius Sort er skribent og redaktør på LitteraturNu.
Interviewet er et redigeret uddrag af en længere samtale.