Zebraen kommer fra Afrika – John Le Carré DEN GODE TOLK
John Le Carré roman DEN GODE TOLK har verdenspremiere i dag. Desværre er historien om tolken, der går mod strømmen, ikke den bedste bog, han har begået.
Citat
Hannah var ikke en kvinde, som det faldt naturligt at græde. Synet af hende, som hun sad på kanten af mrs. Hakims seng i sin blå kjole klokken et om natten med ansigtet begravet i hænderne og tårerne rullende ned ad kinderne, vakte en større medfølelse, end jeg nogensinde før havde følt.
‘Der er intet, vi kan gøre for at redde os, Salvo,’ forsikrede hun mig mellem hulkene, da jeg efter megen overtalelse endelig havde fået hende til at sætte sig op. ‘Vi har sådan en vidunderlig drøm. Fred. Enhed. Fremgang. Men vi er congolesere. Hver gang vi har en drøm, starter vi forfra. Så i morgen kommer aldrig.’
Det er ikke hver dag, at et dansk forlag kan præsentere en verdenspremiere med en international sværvægter. Det er imidlertid, hvad Forlaget Forum har gjort ved, at sende John Le Carrés DEN GODE TOLK på gaden. Det er bare ærgerligt, at romanen ikke holder den standard, som vi er vant til fra krimimesterens hånd.
John Le Carré, som om nogen kunne give den kolde krig et isnende nærvær, har i sine seneste romaner kastet sig over de konflikter, der udspringer af det afrikanske kontinent. Skabelonen er gerne, at en eller, hvis det skal være rigtig uhyggeligt, flere multinationale virksomheder konspirerer mod de plagede afrikanske befolkninger med uhyrlige profitter for øje. Dette sker med diverse regeringers mere eller mindre aktive medvirken, indtil en loyal embedsmand med hjertet på rette sted byder systemet trods og forsøger at forpurre planerne.
DEN GODE TOLK følger stort set denne skabelon. Scenen er henlagt til England, men historiens omdrejningspunkt er det østlige Congo. Kivu, som dette område kaldes, er fyldt med værdifulde mineraler, bl.a. cobalt, som er en vigtig bestanddel i mobiltelefoner. Kivu er dertil også hærget af borgerkrig og jævnlige militsinvasioner fra nabolandet Rwanda.
Hovedpersonen er mulatten Bruno Salvador, der er søn af en irsk missionær og afrikansk skønhed. Zebraen (halvt sort, halvt hvid), som han nedsættende kaldes, er den loyale, dog oprørske embedsmand og tolk, der ender i et voldsomt moralsk dilemma, da han som deltidsansat i efterretningstjenesten bliver sat til at tolke et møde, hvor militærkup i Kivu, ansporet af det multinationale og anonyme ”Syndikat”, planlægges.
Vores hovedperson er splittet mellem loyalitet mod sine arbejdsgivere på den ene side og kærligheden til sit hjemland og dets befolkning på den anden. Da kærligheden imidlertid antager en helt konkret form, nemlig til den congolesiske sygeplejerske Hannah, tipper læsset til fordel for den plagede befolkning i Kivu, og den gode sygeplejerske og den gode tolk indleder et kapløb med tiden for at forhindre det nært forestående militærkup.
Om det heroiske foretagende lykkes skal ikke afsløres her, men gemmes til fremtidige læsere, for dem burde der være nogen af, selvom DEN GODE TOLK ikke er Le Carrés bedste roman til dato. Dertil træder skabelonen simpelthen for tydeligt frem, og selvom han forsøger at sløre, hvem der er gode, og hvem der er onde, så er det for sort og hvidt.
Le Carré er imidlertid en god håndværker, der skriver elegant og legende let drejer historien der hen, hvor han ønsker det. Men hans forkærlighed for Afrika skinner for meget igennem, og den kolde krigs intriger og i hinanden flettede løgne og forstillelser, der gjorde romaner som ”Spionen der kom ind fra kulden” så spændende, er væk. Man er aldrig i tvivl om, at de sorte er de gode, og de hvide er de onde, og hvis man på et eller andet tidspunkt skulle komme i tvivl om, hvor den gode tolk egentlig hører til, ja, så skal man bare kigge i leksikonet: Zebra – Typiske græsædere som færdes på afrikanske stepper og savanner.
