Så er Jan Kjærstad tilbage, hvor han slap Jonas Wergeland i OPDAGEREN. Med en magisk fortællende stemme spinder Kjærstad sin læser ind
Ambitionen er både at fastholde bredden og detaljen i den kulturhistoriske moppedreng, som handler om de skæbnesvangre år fra 1914 til 1945. Og det lykkes næsten for veteranen ud i den brede historiske formidling, altså Erling Bjøl.
Levi Henriksens debutroman om en ensom ulv, der er hård udenpå, men blød indeni, tangerer klicheen. Men hvis man accepterer, at dette er en historie, man har læst hundrede gange før i andre udformninger, er den godt, følsomt og gribende fortalt.
Hvis man er ved at brække sig over julen, folkekomedier, livsstilstillæg, skyklapper og i det hele taget alt, hvad der er rødt og hvidt og sødt og skønt, så skal man læse THORFINN. Så dansk som noget og alligevel sjov, klog, god, åben og total beat.
Eksildansker og journalist på Jyllands Posten, Per Nyholm, vender hjem fra Rom og ser sit land forarmet af smagløshed og indvandrere. I DANMARK drømmer han sig nostalgisk tilbage til middelalderen, Blicher og Aakjær, for dengang var det hele meget bedre. Det giver desværre ikke et særlig tidssvarende billede af dette Danmark.
Her kommer den, årets julegave til din øretæveindbydende lille skrighals af en nevø eller niece: PINOCCHIOS EVENTYR! Der er ikke meget Disney over originalen, som til gengæld er en hel del sjovere. Og så får man Roberto Innocentis pragtfulde illustrationer med i købet!
Anden del af Aschehougs fiktive danmarkshistorie, hvor man følger familien Dane op gennem tiderne, har samme fatale sproglige træghed som første del, der var forfattet af Maria Helleberg. Og man begynder at frygte, at hele SLÆGTEN-projektet skal sønderskydes af alt for mange punktummer...
Med KONGEMORDET hævder Hanne-Vibeke Holst sig ubesværet blandt de store samtidsskildrere i dansk litteraturhistorie. Politisk nøgleroman eller ej, leverer KONGEMORDET først og fremmest en formidabel skildring af det danske samfund lige omkring årtusindeskiftet. Ikke mindst dets skyggesider.
Under den eksplicitte genrebetegnelse Kærlighedsroman har Marstrand-Jørgensen begået en fin odysse ud på kærlighedens veje og – i sandhed – vildveje. Det er gjort så godt, at det slår tilbage på læseren, som må finde sig i at få sine mindre flatterende sider eksponeret.
Lisbeth Brun nu udgivet to romaner i 2005. Hun er en forfatter, der har fart på. Og med samme effektivitet, som hun skriver, læser man hendes roman: forpustet, over stok og sten, for det er medrivende og underholdende. Men desværre også uden tyngde.
Dorrit Willumsen har med sin seneste novellesamling skabt ni fortællinger, der alle handler om kvinder, som forsøger at leve med kærligheden og de rette valg. Det er den triste hverdag, der er i centrum, og hvor er det dog morsomt at læse om.
LONDON KALDER byder på nostalgisk drengebogsromantik: Forudsigeligt, glat og poleret, men med et fortællemæssigt spændingselement, der dog holder læseren fanget.
Morten Søndergaard hilser på Højholt og Ovid i sin nye bog. Det går skide godt, ville de sikkert have sagt.
Ardenneroffensiv, forfatterens egen skilsmisse, fascinationen af uniformer, plejehjem for handicappede, skyld og manglende forsoning beskrevet inden for rammerne af generel opløsning. Llambías er hvor han plejer: forrest.
Demokratiets værste mareridt bliver virkelighed i José Saramagos politiske roman: 83 % af stemmerne til kommunalvalget i en unavngiven by er blanke i et valg med historisk høj valgdeltagelse. Jeg giver Saramagos bog en blank stemme, da den ikke indfrier dens simple valgløfter.
Kan man acceptere det lidt fortænkte plot i Inge Eriksens seneste roman, venter der en stor læseoplevelse.
Udflåd, rifter, blå mærker, sår, hævelser og ødemer hører til arbejdsskaderne for en tjekkisk tvangsprostitueret, mens snuff-film er ekstrem porno, hvor mennesker parteres for åben skærm. Susanne Staun serverer alle de brutale facts ad karsken bælg i sin nye roman.
I den moderne tidsalder har vi mistet alle definitive normer, da vi ikke længere har religionen til at konstituere en samlet etik. Dette medfører til stadighed samfundsetiske udfordringer, som skal takles med en kritisk orienteret samfundsetik, ifølge Øjvind Larsen