Man kan kun glæde sig over en dansk introduktion til Giorgio Agambens filosofi, eftersom Agamben skriver yderst relevant og interessant samtidsfilosofi. Og med LIVS-FORM får danske læsere et godt udgangspunkt for bekendtskabet.
Galoperende og genuint gennemført genoptryk af Storm P.’s anti-striber, i udvalg, fra Berlingske Tidende anno 1934.
FARS VEN JOHN har været en tur i den tarvelige tyske discountkæde Aldi. Han er ikke fortørnet over forbrugerismens konsekvenser eller de kyniske metoder bag supermarkedskæder. Tværtom er han hoppet med på vognen og skriver glad, underfundigt og virkelig barokt på prisskiltejargon.
Robert Zola Christensen har skrevet en fin og meget underholdende introduktion til skrivekunsten. Læs den, hvis det kribler i fingrene for at skrive. Eller læs den bare for at blive underholdt.
Når nysgerrigheden er blevet både pirret og tilfredsstillet gennem historierne om hashsmugleri og seksuelle eksperimenter, står DET UPERFEKTE MENNESKE tilbage som et mesterværk i erindringsgenren. En meget anbefalelsesværdig bog fra et menneske, hvis ærlighed kun overgås af hans evner for at opleve og beskrive.
En rejse til nattens ende, mørkets hjerte, Rwanda – arnestedet for et af det 20. århundredes værste folkedrab, et land plaget af AIDS, racehad og håbløshed. Og en hyldest til et land med en storslået natur og en ukuelig befolkning, og til kærligheden som det lys, der skinner i mørket.
Aaah, look at all the lonely people (whua-wha-whuau-wha-wha (Det er en cello)). Aaah, look at all the lonely peoAaah, look at all the lonely people (whua-wha-whuau-wha-wha (Det er en cello)). Aaah, look at all the lonely people (whua-wha-whuau-wha-wha (Det er celloen igen)). Det er omtrent sådan omkvædet i Beatlesnummeret ELEANOR RIGBY går. Og det er her, Douglas Coupland har snuppet titlen til sine nye roman, der ligesom sangen handler om ensomme mennesker.
- Dæmningen ligger lavt, længst ude, som en stranding, en af havet opskubbet bræmme, en valk i nakken på en tyr, hovedet rejser sig, himlen fylder så alt for meget, høj kuplet og næsten uden lys, som en silen op igennem får den farve, en frynset rødnen, dagen begynder med et løfte om havet.
Som en stor 231 siders cementblander ælter Ursula Andkjær Olsen sig igennem det, vi kalder sproget. Dagligdags vendinger, politiske fraser, bibelord, reklameslogans, Højskolesangbogen og liderlig hengivelse mixes sammen til et helt usædvanligt blandingsprodukt.
Demokra’ti, -et, -er (gr. demokra’tia, af ’demos folk + kra’tein herske) folkestyre; statsform m. folkestyre; stat m. folkestyre; flertalsstyre i samarbejde med mindretallet.
Mennesker, verdensdele og noveller fremstår i første omgang som isolerede størrelser i Katrine Marie Guldagers novellesamling, men når man ser nærmere efter, er det hele nøje forbundet i den samme paradoksale verden.
Den store fortællings skandinaviske grand maître, norske Lars Saabye Christensen, udkommer nu med novellesamlingen OSCAR WILDES ELEVATOR i kort format. Desværre går en del af forfatterens talent for det mangetydige tabt i denne genre, og resultatet er derfor noget blandet.
En spontan og jubelagtig klapsalve. Dette var min umiddelbare reaktion efter endt læsning. Jeg klappede af sproget i den, af de morsomme kapiteloverskrifter og ikke mindst af de gode personbeskrivelser.
Til trods for “den gode historie” bliver man hurtigt træt af den opremsende stil i DEN HELLIGE KNUD, som desværre er en træg begyndelse på det ellers spændende projekt, hvor danmarkshistorien genskrives med udgangspunkt i den fiktive Daneslægt.
Anne Marie Løn beskriver i sin nye roman ‘manden på bænken’ i en rørende historie om en søns problematiske forhold til sin mor. Bogen er en slags socialt eksperiment udi at skrive ud fra en anden samfundsklasses synsvinkel, som delvist mislykkes.
Man bliver rystet og chokeret ved læsningen af Christoph Heins fremragende roman. Det er fortællingen om 'os”' og 'dem'. Det er fortællingen om de, der kæmper trods nederlag og skuffelser. Det er den triste fortælling om historien, der går i ring.
Reykjavik danner atter den pittoreske ramme om fortællingen i Einar Már Gudmundssons univers. Denne gang er fortælleren gået i ungdom og gennemlever en yderst kompetenceudviklende tid som småkikset teenager i en betonforstad til Reykjavik.
Meget er sket siden 1967, hvor Inger Christensens brev- og punkt- og uroman og euroman, AZORNO, blev udgivet første gang. Alligevel virker den stadig jomfruelig frisk.