At slå Andrzej Tichýs ”Elendigheden” op på første side er lidt som at stige på en bus i Mumbais myldretid, men kun hvis chaufføren er en sadist med uindfriede racerkørerdrømme, og alle sæderne er taget af folk, der stirrer på dig, som om du har noget i panden.
Peter Adolphsens nye bog er ikke som bøger er flest. Læs i den og oplev en radikalt åben semantik i liderlig funktion.
Kristina Nya Glaffey debuterer med en række stiløvelser, der begavet i deres humor er alt andet end blege og livsfjerne. Som en papegøjeflok på en lang pind duplikerer hendes tekster stemmen allerdybest nede i folkedybet Danmark.
Mikael Niemi vender med sin seneste roman tilbage til Tornedalen i Sverige lige på grænsen til Finland. En krimi om nedarvede konflikter, mindretalsundertrykkelse og identitet. Det starter egentlig fint, men undervejs ryger låget af krydderibøtten og opklaringen af en banal mordgåde ender som en ren omgang vrøvl.
Islandske Kristín Marja Baldursdóttir imponerer med en gribende fortælling om kvindeskæbner på Island gennem et halvt århundrede. KARITAS UDEN TITEL er en kvindelig pendant til Halldór Laxness’ hovedværk FRIE MÆND.
Amerikaneren Philip Roths 27. bog bør læses af enhver, der holder af en poetisk, smukt skrevet og tankevækkende roman.
I Christian Hauns nye roman er tiden skruet tilbage til - og Hitlers Tredje Rige frem til - 1979.
Hvad foregår der i hovedet på en helt almindelig mand? Nyheden ligger ikke i svaret (sex), men i sproget, der pumpes med så meget mandligt kønshormon, at den måske bliver svær at sluge for de kvindelige læsere.
Kristian Hvidts bog fungerer godt, som det den er: en fortælling. I fortællingen er aktører og anekdoter kommet i højsædet, for at gøre Europas historie letfordøjelig. Men bag underholdningen lurer en agenda, og er modellen ”Europas historie” nu også tidssvarende?
Provokation for provokationens skyld.
Hvordan leder man en by som New York gennem det totale kaos, den største nationale krise i nyere historie og et kolosalt sorgarbejde? Rudy rules - synes svaret at være, og det er samtidigt sloganet for forfatterens valgkampagne til det amerikanske præsidentvalg
Gamle fans vil muligvis blive skuffede over Kings seneste roman. Til gengæld kan nye fans begynde her.
Sigmund Freud i rollen som profilekspert, Carl Jung som den usympatiske egotripper, der går ham i bedene, samt et farverigt galleri af turn-of-the-century-New-York-ludere, -lommetyve, -snushaner og ikke mindst masser af blaserte aristokrater à la Edith Wharton og Henry James! Jed Rubenfelds debutroman er et festfyrværkeri af en krimi.
Det er sådan set et både vigtigt og sympatisk ærinde, Harris er ude i, når han blæser til kamp mod indflydelsen fra kristne, amerikanske fanatister. Den fordømmende tone bliver dog i længden en smule trættende, og spørgsmålet er, om kampen er lige så presserende og interessant for det skandinaviske samfund som for dét amerikanske, Harris skriver om og til.
Hvordan kan det være, at vi føler trang til at dvæle ved noget, der som udgangspunkt kun fylder os med intens afsmag eller rædsel?
Ung, dansk debutroman skildrer en aften i selvskab med menneskets bedste ven: fjernsynet.
Bekendelser fra en gammel mand indespærret i en lille drengs krop. Plottet lyder langt ude, men er ikke desto mindre genialt.
Det er lidt som at få en guidet rundtur på et egnsmuseum. Der er noget hengemt og sørgmodigt over at bladre i en bog om en tid, der er så godt som svunden hen. Selvom man ikke selv frekventerer afholdshoteller (eller egnsmuseer) alt for tit, føles det godt, at den historie nu bliver fortalt.
Bogen virker som en (for) lang pornofilm - pirrende, gentagende og med meget zoom på et enkelt område. Titelessayet er det forløsende punkt, det man i pornoens verden kalder the money shot, hvor Henrik List giver den gonzo i alle tiders reportage fra en pornomesse i L.A.

