Amalie Smiths nyeste bog har fået genrebetegnelsen ’samling’, og det er der naturligvis en god grund til. På første, sortlagte side spørger Smith med hvide bogstaver: Hvad får i første omgang en samling til at samle sig og hænge sammen? Er det en vilje – et subjekt, og i så fald: Er det samlerens? Definitionen af ’samling’ får vi på side 47: Samlingen: Tingene trækkes ud af kredsløb for at opbevares til eftertiden. (…) Samlingen er en erindringsform.
Forlaget Samleren har gravet to digtsamlinger op fra den poetiske undergrund, syet dem sammen og sat strøm til. It’s alive!
Kim Fupz Aakeson har skrevet to bøger for de allernyeste mennesker, nemlig de halvandet til toårige. Resultatet er utroligt vellykket.
ALMÆGTIG er en underholdende tegneserie, som bidrager til vores forståelse af denne overmenneskelige figur, og som tegner et interessant billede af et menneske der mister evnen til at skelne godt fra ondt.
Der er lige så meget galskab i meningen, som der er mening i galskaben i Gertrude Steins vidunderligt frustrerende portrætter. Ny dobbeltudgivelse giver et godt udvalg og en grundig indføring.
Antologi om Occupy Wall Street bevægelsen glemmer de 99 procent i sin jagt på den ene.
Ursula Andkjær Olsens format fejres med format i stort format i ny opsamling af de fem bøger, digteren har givet verden i 00’erne. Andkjær Olsens præstation svarer lige netop til den telefonbogstykke bog, jeg sidder med: Mastodontisk.
Anden del af tegneserie-trilogien om det moderne Kinas historie tager fat på det spirende økonomiske forår efter Formand Maos død. Samarbejdet mellem den franske diplomat Ôtié og den tidligere propagandategner Kunwu fungerer stadig upåklageligt, og bind 2 er mindst lige så godt som det første.
Hans Otto Jørgensen har skrevet en nøgleroman og røget nøglen. Hans fjerde erindringsbog er både godt sygelig og sygeligt god.
Paul Auster leverer afdæmpede og lækkert skrevne erindringsfragmenter i sin nye bog VINTERNOTER.
På sprogets scene danser et druknet hjerte med tålmodige læger, spindoktorer og mødre, der lyver, og mens alle taler forbi hinanden, taler Stine Pilgaard til mig.
Peder Frederik Jensen tager i sin anden roman læseren med på en sofistikeret kigger i bådebyggerværkstedet.
LILLE HJERTE er egentlig en noget uoriginal fortælling, men et spændende persongalleri giver den tilstrækkelig særpræg til at gøre den værd at læse.
Du kender det sikkert, pludselig at få øjnene op for den verden, der omgiver os. Begravet, som vi normalt er, i hvert vores lille mikrokosmos, kan det være en helt åbenbaring pludselig at føle sig forbundet med resten af universet ved at betragte et træ, havet, børn det leger, eller hvad ved jeg.
Der er meget, der får en sviner i Mette Østgaard Henriksens provokerende debutdigtsamling. Vor stolte danske sangskat, vor fordums helte – og ikke mindst vor velbevarede fordomme. Det er både iøjnefaldende og øjenåbnende.
Endnu en gang leverer franske Faïza Guène stærk socialrealisme og giver stemme til skæbnerne i udkantsparis’ betonklodser. Denne gang pakket ind som mordgåde. Det fungerer godt.
Hvad er en krimi? Hvorfor tiltrækkes så mange af krimier? Hvad siger krimierne om vores hang til sammenhænge? Og mere grundlæggende – om vores samfund? Hvor går grænsen mellem krimi og virkelighed? Alle disse spørgsmål vil du IKKE finde svar på i denne anmeldelse.
Kaspar Thormod debuterer med en lille roman om den mandlige billedkunstner O.s dannelsesrejse til Rom. Den italienske hovedstad er i forfald, ligesom romanen også langsomt falder stilistisk fra hinanden.